Film: Matchmaking Mayor
Søn 7. maj 14:00 | Øst for Paradis – Sal D
I dokumentaren ‘Matchmaking Mayor’ er den slovakiske landsby Zemplínske Hámrek langsomt, men sikkert, ved at uddø. Folk er simpelthen holdt op med at danne par og få børn.
Men landsbyens borgmester, der er pensioneret general, nægter at give op og beslutter sig for at prøve at føre lokale singler sammen.
Han finder på alle mulige tiltag for at nå sit mål, bl.a. indfører han finansielle fordele for nyfødte og opfordrer gennem det offentlige speaker-anlæg, placeret på pæle i byens gader, folk til at få børn.
Intet har dog virket indtil videre, men en dag får borgmesteren en ny idé. Han vil arrangere en sammenkomst for singler fra de omgivende landsbyer for derved at udvide antallet af potentielle partnere.
Den slovakiske dokumentarfilm ’Matchmaking Mayor’ blev vist ved Berlins Filmfestival i 2011, hvor den modtog en pris fra ‘Tagesspiegels’ læserjury.
Filmens instruktør Erika Hníková har en del dokumentarfilm bag sig, men denne står som hendes hidtil mest anerkendte. Som sidebemærkning skal det nævnes, at Hníková i et interview har fremhævet danske Jørgen Leth som en af de vigtigste inspirationskilder til sine film.