SPOT Festival bliver skudt i gang med en intens koncert med dansk filmmusik i verdensklasse.

Danske Jacob Groth står bag musikken til nogle af de allerstørste danske og internationale film- og seriesucceser. Når SPOT Festival i 2017 slår dørene op, bliver det til tonerne af den femdobbelte EMMY-vinders berømte musik.

”SPOT Festival hylder spændende musik fra den nordiske musikscene, og har de seneste år haft et særligt fokus på samspillet mellem film og musik. Derfor er det oplagt at fejre en af de allerstørste danske filmkomponister, der virkelig har formået at vække opsigt internationalt. Vi glæder os til at give publikum en spændende og anderledes musikoplevelse”, siger Gunnar Madsen, der er leder af SPOT festival.

Musikken til koncerten bliver leveret af Danmarks Underholdningsorkester og The Danish Filmharmonics. Bag koncerten står Musikhuset Aarhus og SPOT Festival, der sammen med landets største komponistforening DJBFA har valgt at hylde filmmusikken med udgangspunkt i en af Nordens mest berømte filmkomponister.

”Det er et enormt spændende samarbejde og en fin forlængelse af vores satsning på at bringe film og live musik sammen på scenen i Musikhuset. Til næste år gør vi det med denne stærke hyldest til en stor dansk komponist, og når vi har skandinavienspremiere på Ringenes Herre Live med fuldt symfoniorkester”, siger Mette Kier, der er programchef i Musikhuset.

Kavalkade af kendte kompositioner
Jacob Groth er manden bag musikken til stærke danske serieklassikere som Rejseholdet, Krøniken, Taxa og Livvagterne. Ved koncerten Millennium – en filmkoncert kan publikum glæde sig til at høre en kavalkade af Jacob Groths mest berømte kompositioner. Musikken spænder fra scoren til filmatiseringen af Stieg Larssons Millennium trilogi over actionfilmen Skin Trade med Dolph Lundgren til den EMMY-vindende danske film og miniserie Unge Andersen.

MUSIKHUSET AARHUS, STORE SAL, 4. MAJ 2017, KL. 20

Bemærk, at der sælges særskilte billetter til åbningskoncerten. Almindelige SPOT-billetter inkluderer ikke adgang til denne åbningskoncert.

Foto: Adam Battaglia
Pressemeddelelse fra Musikhuset Aarhus hér