En ny festival ser dagens lys i weekenden 4. – 6. maj, når arrangørerne bag festivalen det turkise telt – i et samarbejde med SPOT – slår dørene op for Roots&Hybrid 2017 i Ridehuset.
Festivalen, som finder sted i forbindelse med årets SPOT Festival, vil nuancere det, som i dag populært betegnes som verdensmusik og nutidig folkemusik. Fokus vil være på roots & hybrid – hvilket dækker over den musik, der har rødder i et folk eller et steds traditionelle musik. Publikum vil opleve en fusion af forskellige genrer – uden hensyn til, hvor stilrent musikken klinger. Med de forskellige genres fusion vil Roots&Hybrid vise, at musik ikke har en geografisk afgrænsning.
Læs mere i pressemeddelelsen for Roots&Hybrid
Roots&Hybrid afslører i dag første seks kunstnere på plakaten, med blandt andet internationalt anderkendte navne som Omar Souleyman og BaBa Zula, samt fire spændende, nye nationale navne, i form af AySay, Kalaha, The Kutimangoes og Balkan Basterds.
Festivalleder Gunnar Madsen om samarbejdet omkring den nye festival:
”Med Roots&Hybrid Festivalen er det er et kunstnerisk vigtigt og spændende område af musikken, der nu bliver tilgængelig for et bredt publikum – herunder også SPOTs mange gæster.
Vi har i mange år samarbejdet med foreningen ‘det turkise telt’, og det er fantastisk nu at se, at det udmønter sig i en markant og selvstændig scene for Roots & Hybrid musikken i forbindelse med SPOT.
Vi er rigtig glade for, at Aarhus endnu engang viser sig fra sin åbne, nysgerrige – men også initiativrige side – og dermed lægger nye alen til sit solide omdømme som musikkens by. Vi glæder os til at dele erfaringer og udvikle samarbejdet over de kommende år”.
Det endelige program vil favne 19 internationale -, europæiske upcoming – og lokale bands, og vil finde sted i Ridehuset torsdag (kl. 15-02), fredag (kl. 15-03) og lørdag (kl. 11-03) i forbindelse med SPOT 4.-6. maj.
Gæster med SPOT-armbånd har fri adgang til hele Roots&Hybrid-programmet. For alle andre gæster er der entré på 50 kr. fra kl. 19.