Tilmeld dig et videnskabeligt live-eksperiment lørdag under festivalen

SPOT har i år givet forskere fra Center for Music in the Brain frie tøjler til at designe og udføre et live-eksperiment i forbindelse med festivalen. Med det får SPOT-gæster en helt unik mulighed for at blive forsøgsperson i eksperimentet.

Kom til uropførelse af musik specielt komponeret til hjernen, skrevet af den aarhusianske power-trio Randolph Cricket, i samarbejde med forskerne.

Hvorfor?
Langt størstedelen af vores viden om musikkens indflydelse på hjernen har vi fra laboratorieforsøg, hvor folk sidder fastklemt i en hjernescanner, mens de lytter til musik gennem hovedtelefoner. Forskerne er derfor meget begejstrede for at få mulighed for at observere hvordan musikken og dens delelementer påvirker os, der hvor den påvirker os mest, nemlig LIVE.

Hvornår?
Eksperimentet løber af stablen lørdag 6. maj. Du kan deltage i en af tre sessions: kl 16.00, kl 17.00 eller kl 18.00. Selve koncerten varer ca. 30 minutter og foregår i Musikhuset, Falken (ved siden af Kammermusiksalen).

Hvordan?
For at deltage skal du møde op til koncerten på det fastsatte tidspunkt. Du vil få udleveret en kasket med dit deltagernummer og en diode fastmonteret på toppen – og så skal du i øvrigt opføre dig præcis som du plejer, når musikken spiller. Har du en smartphone, får du mulighed for at downloade en movement-app, specielt designet til formålet.

Tilmelding
Du skal tilmelde dig her (https://www.survey-xact.dk/LinkCollector?key=684RJ8CY959P). Når du har tilmeldt dig vil vi maile dig et kort online-spørgeskema, som du skal udfylde på forhånd. Der vil være spørgsmål om din alder, dit køn, din musikalske erfaring og lignende. Alle informationer behandles fortroligt. Fortryder du din tilmelding skal du give besked hurtigst muligt, så andre kan få glæde af din plads. Der er kun 100 pladser til rådighed i alt, som fordeles over de tre sessions, så hvis I er flere der skal følges, skal I tilmelde jer samme session.

Som tak for dit bidrag til videnskaben modtager du en øl/sodavandsbillet til SPOT. Vi håber du vil lege med og glæder os til at se dig.

Venlig hilsen
Center for Music in The Brain og SPOT

 

– – –
Foto top: Allan Høgholm/SPOT