Tekst: Josephine Lawell
Retail design studerende fra VIA Design har under deres valgfagshold, spatial design, arbejdet med at udsmykke Godsbanen i samarbejde med SPOT Festival.
I en snak med Laura Mikkelsen Tranberg, Christina Knudsen, Mie Bøndergaard, Giada Boromello og Sophia Stegmann Rahnema fortæller de, at de for alvor er blevet sat på prøve.
De har arbejdet på at udfordre rummet med modsætningsfyldte former, som ikke nødvendigvis passer direkte til Godsbanens æstetik. Der er tale om lette og transparente designs, som står i stor kontrast til Godsbanens hårde og industrielle udtryk. De livlige og multifunktionelle designs kan tilpasses de forskellige events, der befinder sig på Godsbanen før og under festivalen.
Inspirationen til designet har været dynamikken i musikken, rytmer og beats. SPOT Festivals logo har også været til stor inspiration, hvor lydbølgerne fysisk er kommet til live, og går igen i det visuelle udtryk.
’’Festivalen kommer til live med mennesker, og det samme gør vores design’’ – Christina Knudsen
Udover dynamikken fortæller de studerende, at de har været inspireret af drømme, som har resulteret i en genopfundet drømmefanger. I henhold til SPOT Festival og Godsbanen er den symbolet på alle de kreative sjæle og up-and-coming kunstnere, som jagter deres drømme. Også hjertebanken, nervebaner og det med at connecte til sin passion, og andre mennesker har også været en inspirationskilde.
Se udstillingen til og med d. 7. maj. Find mere på instagram på #VIAonSPOT og #viadesignspatial. Mange tak til VIA Design og dygtige studerende.