Tekst: Josephine Lawell
Med afslutningen på år 2016, har vi sagt farvel til pantonefarverne Rose Quartz og Serenity. En lyserød og en blå: det feminine og det maskuline – eller hvad?
Androgynitet, intersex, merging of genders, genderfluidity. Det er blot få af de mange udtryk, der alle beskriver et fænomen, som vi ser flere og flere eksempler på i modeverdenen. Et fænomen som går ud på, at de traditionelle modekoder, som vi kender fra dame-og herremode, overlapper.
Et eksempel på dette er danske Astrid Andersens designunivers, hvor hun med inspiration fra diverse (sub)kulturer, leger med maskuline silhuetter i feminine stoffer og farver. Pels, pink og print. Under dette års modeuge så vi hendes første womenswear kollektion, som også leger med det kønsløse. Vi ser det også være fremtrædende hos andre designere såsom Barbara Gongini, som præsenterer sine lag-på-lag pieces ved at iføre mænd i nederdele og kvinder i jakkesæt.
Kønsløsheden ses også hos helt ny-udklækkede designere som fx Mette Brünnich, der introducerer skinnende menswear styles med et dystert hint. I hendes afgangskollektion ses også en blanding af en herre – og damekollektion.
Det kan dog også ses mere subtilt i hverdagen, når fabrikanter der masseproducerer undlader en herre og en dameside til knapperne i deres skjorter.
Især Bowie, som vi måtte tage afsked med i 2016, introduceredes os for alvor for androgyniteten. Før en koncert i 1973 snakker han om sin kones make-up, og siger drillende:
’’You’re just a girl.. what do you know about makeup?’’
Det er et af mine absolutte favoritcitater. Dette er ikke nødvendigvis verdensændrende, men det fortæller en historie. Det beskriver dynamikken mellem deres femininitet og maskulinitet, som tydeligvis har været eksperimenterende og flydende.
I nyere tid ser vi Troye Sivans neglelak, og hans lyserøde, reflekterende bomberjacket, vi ser Lady Gagas mandelige alterego, og vi ser også Jaden Smith, der poserede for Vogue Korea i skørt. Dette er umiddelbart atypisk, når vi arbejder med modekoder hos kønnene, og det er derfor vi bruger begrebet genderfluidity. Men hvad betyder dette i et større perspektiv?
Hvis vi zoomer endnu længere ud, væk fra moden, musikken og kunsten generelt, ud i vores samfund, ser vi så en anden form for sammensmeltning af kønnene?
Vi ser en stigning i antal af prides. Dating-apps som tinder der introducerer flere kønsidentiteter. Free-bleeders får en stemme, og generelt ser vi en voksende feminist- bevægelse. Alle disse tiltag kæmper dog for det samme: ligestilling mellem kønnene – og alt derimellem. Derfor handler androgynitet – i moden eller i samfundet – i sandhed om mere end et visuelt udtryk. Det handler om en sammensmeltning, hvori man selv kan definere, hvor man er på kønsspektret. Intet er sort eller hvidt. Intet er lyserødt eller blåt. Som Eskild fra Skam siger, når hans snakker om flamboyante homser:
’’..det er ikke fordi, de har sygt meget lyst til at være anderledes, men fordi de hellere vil dø end at lade som om, de er noget, de ikke er.’’
I mine øjne er ligestilling derfor den gældende megatrend, og de forskellige strømninger er her undergrupper, som absolut ikke bør negligeres. Det handler om den fundamentale ret, til at udleve det man føler allerdybest. Et eksempel på en understrømning på ligestilling er feminisme, men det bliver i mange sammenhænge mødt negativt i dagens Danmark. Hvis navnet er det største problem, så kunne vi jo ideelt kalde det for humanisme. Ordet ’feminisme’ har åbenbart en ladning, hvilket i første omgang er hele problematikkens kerne.
I musikken, moden og kunsten kan vi dog ikke komme udenom, at vi ser flere kønsrelaterede koder blandet sammen end nogensinde før. Måske afslører moden i dette tilfælde de ting, vi måske ikke kan finde ud af at kommunikere verbalt. Måske ikke.
Men hvis dette er tilfældet bør vi så ikke alle eje en pink bomberjacket?