The Savage Rose fejrer 50 års jubilæum på SPOT – Annisette ser tilbage og frem

I slutningen af januar stod Annisette badet i hyldest og stående ovationer på Det Kgl. Teaters Gamle Scene ved tre totalt udsolgte aftener i træk. Det var den første markering af de 50 år, der er gået, hvor The Savage Rose altid har været en engageret og helt særegen stemme i dansk musikliv. På SPOT åbnes der op for en fortsættelse af jubilæums-fejringen – som en optakt til de efterfølgende cirka 15 koncerter på sommerens store festival-scener, der venter gruppen og dens barfodede frontfigur.

Af Henrik Friis, foto øverst: Naja Rosa Koppel

Lille af statur, men mægtig i tiltræknings- og stemmekraft har hun gennem alle årene stået der på scenerne og sunget hele sin sjæl ud, om det så har været på berømte skrå brædder herhjemme eller i udlandet, på flygtningelejrenes støvede gulve, ved demonstrationer – eller i et hjørne i tidligere tiders Ungdomshuset, hvor “jeg og Thomas måtte kravle op ad stiger og ind ad et hul i muren med harmonikaen på ryggen” fordi indgangen var barrikaderet.

SPOT taler med 68-årige Annisette nogle uger efter de kongelige koncerter – i et studie på Nørrebro, hvor gruppens kommende udspil, “Homeless” er ved at blive færdiggjort. I en lang snak om over 60 års karriere med en engageret og fortælleglad Annisette, som har indhold nok til lange bøger, men som vi for overskuelighedens skyld lader udkrystallisere i nedenstående udvalgte enkelt-punkter – nogle af dem kalder hun sine ”milesten” – vel vidende at masser af godt stof hermed udelades, men forhåbentlig kommer med i den biografi, der ér på vej:

STARTEN
“Første minde var, da jeg skulle stå oppe på en ladvogn med min storesøster Rudi og synge. Det havde jeg set hende gøre et stykke tid, men da jeg var syv år, sagde min mor: “Nu kan du godt træde op og synge med”. Det var et omrejsende Tivoli, og vi var med dem hele sommeren – alle mulige steder. Det der med at skulle synge var allerede en del af mig, når jeg gik hjemme i vores halvanden værelses lejlighed i Søborg og sang de sange, jeg havde hørt Rudi synge på teatrene. Jeg elskede det – og publikum var vildt begejstrede. Jeg var sådan en, der så lidt sjov ud, for min søster var jo lys med blå øjne, store smil og lysblondt hår, og så kom jeg der – sådan en lille mørk en. Det var et sjældent syn dengang, at man kunne have så forskellige børn, men de havde vi altså i vores familie”.

TIDLIG INSPIRATION
“Jeg sang i duo med en pige, som hed Jette, og vi begyndte at optage ting på båndoptager som Billie Holiday og den slags jazz. Vi var kun 12 år. Og som teenager begyndte jeg at interessere mig for alt, der kom gennem medierne: Når jeg kom hjem, hørte jeg Radio Luxembourg. Lige fra soul-musikken til Bob Dylan – det var noget, jeg aldrig havde hørt før, og det var dybt interessant. Og det rakte ud over de vante kønsroller herhjemme med “Her kommer mutter med kost tog spand”.

FØRSTE GRUPPE
“Jeg kom til at spille med Dandy Swingers. Det var ti timer hver gang. En times koncert, en times pause – fem timer på scenen. i pausen var der nogle diskoteker, hvor jeg kunne gå og lytte til musikken. Der hørte jeg Dusty Springfield. Jeg elskede de der sange og hendes måde at synge på. Men så kom der jo noget meget mere saftig gospel med Aretha Franklin, James Brown og Sam & Dave. Dét var jeg meget mere til. Jeg opgav helt poppen – det mest poppede jeg kendte, var The Beatles. Jeg kom med de her soul-numre, eller Ike og Tinas Turners “River Deep Mountain High” til Dandy Swingers – sagde “dem vil jeg gerne synge”. Så sagde de “det kan vi ikke”, men så sagde vores leder Peter Gregers: “Det kan vi da – vi øver den kl. 5 og så spiller vi den i aften”.

AT FINDE STEMMEN I SAVAGE ROSE
“Jeg var jo så vant til kopi-musik, og så kom jeg med den her gruppe… Der kom jeg og fik sådan en stak tekster og sad så ved siden af Thomas ved klaveret, som sagde: “Jeg spiller melodien, og så kan du lytte… og så kan du bare hoppe ind i sjippetovet, når det er..”. Jeg tænkte “hvordan lyder jeg, når jeg sidder med så mange ord og en melodi jeg aldrig har hørt før, og skal være med til at farve det?”. Men der kom jo alle de der vidunderlige sange ud af det, som vi spiller den dag i dag. Og så senere hen – da Thomas og jeg flyttede sammen – begyndt jeg at lave mine første melodier og tekster. (Indtil da stod Anders Koppel for teksterne, red.). “Den snehvide lilje” som vi lavede i den akustiske periode med John Ravn og Peer Frost, var den første sang, jeg lavede. Så skrev jeg senere hen nogle af de politiske sange, da vi rejste ned dog besøgte palæstinenserne, “Palæstinas sang” og “Sangen for livet” – hele den plade er fyldt med sange jeg lavede. Dér fik jeg hul på det – jeg var fuldstændig fascineret af film, digte og sangskrivning”.

THOMAS KOPPEL
“Thomas var min musikalske partner og livskammerat. Vi havde et forhold, der var ligeså gammelt som Metusalem, hvor vi var vokset fuldstændig sammen og nærmest ikke kunne huske, hvem der havde lavet det ene og det andet. Jeg har det sådan, at når jeg hører den musik, vi laver nu, så hører jeg også Thomas. Når jeg sidder med en sang, ved jeg lige præcis hvilke underdelinger, han ville have lavet. Og jeg ved også, hvor det er svært for de andre at forstå netop de underdelinger af sangen. Men det er en lille motor neden under det hele, som driver det afsted”.

GAMMEL HIPPIE
“Folk må gerne kalde mig en gammel hippie. Jeg har aldrig følt, at jeg tilhørte noget specielt – hverken hippie eller partipolitisk. Men jeg har holdt meget af de mennesker, som har været med i mange af de her frigørende bevægelser. Vi har spillet til mange events verden over mod krig og atomkraft og for frihed og kærlighed. Kærlighed er ikke et banalt ord – det er faktisk vigtigt, at folk husker det. Selv om mange vrænger på næsen af dengang, så vil jeg bare lige sige, at der er mange ting, vi i dag anser for at være almindeligt tilgængeligt, som faktisk er opstået fordi folk fik lov til at være kreative, og kunne gå i gang med at udforske andre områder end de pengebaserede”.

BØRNENE
“Da vi fik børn, sagde folk “hvordan Fanden kan I have børn med det liv I fører”. Så sagde vi “Jamen, var har da bare børn, som så mange andre. Nogle er snedkere og har børn, og vi er jo altså to musikere, og så bliver vi nødt til at have dem med, for ellers har vi jo ingen børn .. “. Og Naja, hun blev pissesur, hvis vi spurgte, om hun hellere ville være hjemme. “NAAAAJ”, hvæsede hun. (I dag er begge døtre, Naja og Billie aktive musikere, og begge Annisettes svigersønner Anders Holm og Frank Hesselstrøm er med i Savage Rose, red.)”.

Annisette i studiet med “Homeless” – sammen med Naja Rosa og Anders Holm (Foto: Henrik Friis)

SENERE INSPIRATION
“At høre al den skønne musik, der kom fra Tyrkiet, med dem vi kaldte “fremmedarbejderne”. Umm Kultum – Egyptens Maria Callas – var en kæmpeinspiration. Og Maria Callas – jeg lærte den klassiske musik gennem Thomas. Og så verdensmusikken, som vi begyndte at lytte til inden man kaldte det verdensmusik. Der er masser af sigøjnermusik, der inspirerer mig – hele den ekvilibristiske kunnen fra deres side er dybt rørende, fra en befolkning, der ikke har andet at gøre godt med. De sidder bare med en rådden guitar lappet med Gaffa-tape, og krænger hele deres sjæl ud. Og det fører til flamenco-musikken: den finder jeg fuldstændig fantastisk, og jeg opholder mig det meste af min fritid I Spanien. Jeg sidder gerne og venter på et torv på at dén flamenco-sanger kommer ned. Dansk musik? Mine døtres grupper – de er meget inspirerende. Choir of Young Belivers-sangen til “Broen”er fantastisk, den ville Thomas have elsket. Og også noget af det Lukas Graham synger… ikke det hele, men noget..”

HOMELESS
“Det nye album hedder “Homeless”. Den handler meget om den tid vi er oppe imod. Og jeg siger oppe imod, for jeg føler det er en stor sten i vejen for at vi kan få lov til at udvikle os. Og nej, det er ikke bare en præsident i USA. At han sidder der nu, er et resultat af at tiden har åbnet op for, at han har kunnet komme til. Når man når derud, hvor man ikke længere hjælper de, der virkelig er i nød og flygter over bjerge og gennem pigtrådshegn med deres børn på ryggen – så føler man sig hjemløs i sit eget land”.

MIT HJEM
“Jeg har et hjem. Dér på scenen sammen med publikum. Ude i verden sammen med de mennesker og det publikum jeg kender. Når jeg spiller koncerter, og mærker den glæde folk har ved musikken …. så sidder vi der en hel salfuld mennesker og synes det samme – det er som søstre og brødre – jamen, så er håbet der jo endnu.”

STEMMEN
“Den er blevet mere rå. Men jeg behandler den også mere råt, end jeg har gjort før. Jeg har haft turnéer senere i karrieren, hvor jeg kunne synge alt i toppen af stemmen. Det kan jeg ikke altid nu. Når jeg har skreget så meget, taber jeg toppen. Men det ved jeg godt – det er en af omkostningerne ved det – et udtryk man ikke vil gå glip af. Så ved jeg, det enten er skønpige-sangen eller også er det det andet, og jeg gider ikke skønpige-sangen”.

FREMTIDEN
“Jeg har en alder hvor allemulige ting sker. Jeg fik slidgigt efter et fald ned af scenen (i 2011, red.), og skreg af smerte efter koncerterne – men når jeg sang mærkede, jeg ikke noget. Jeg blev opereret i hoften i juni sidste år og kan ikke mærke noget nu. … Jeg fylder 70 næste år som sanger, og jeg håber, jeg kan blive ved til jeg dør. Jeg kan ikke holde det ud, hvis jeg ikke kan…”.