SPOT Royal er navnet på en række koncerter med nyere dansk musik, der henover sommeren præsenteres fra den nye SPOT scene ved Immervad, overfor Den spanske Trappe.
SPOT Royal giver nu borgere, byens gæster og turister en koncertscene, hvor de kan opleve spændende nyere musik fra – ikke blot Aarhus, men hele landet på fastlagte lørdage i løbet af sommeren.
Den første lørdag i august fra kl. 14-16, vil man kunne opleve folk-crooneren Rasmus Matthiesen og sangerinden R. Noor.
Rasmus Matthiesen
Rasmus Matthiesen og band er nutidig dansksproget rock- og folkmusik med tråde til navne som Peter Sommer og C.V. Jørgensen. Med vedkommende tekster og fingeren på pulsen af sin generation, har Rasmus siden udgivelsen af singlerne ”Østjylland” og ”Frie Valg”, som fik radio airplay på P4 og P6, spillet koncerter over det meste af landet. Senest som support for Mellemblond, samt til både SPOT, Tønder Festival og Smukfest. I 2017 udkommer debutalbummet ”ALT GODT” som er produceret af Kent Olsen (Giant Sand, Marie Frank). Live består Rasmus Matthiesen desuden af Anders Ahle (guitar), Kristoffer Jeberg (trommer), August Korsgaard (orgel, wurlitzer) og Julius Holst Hvarregaard (bas).
R. Noor
– er historien om en rodløs sangskriver, sanger og guitarist født i Ilulissat (Grønland), opvokset i det dansk/tyske grænseland og nu spået som et af Nordjyllands mest lovende upcoming artister. Med godt og vel 200 koncerter spillet siden 2013, har hun cementeret sig selv som en sangskriver, der mener det mere end almindeligt alvorligt. Musikken er skrevet ud fra følelserne om ikke altid at høre hjemme i hverken by eller kærlighed. Sangskrivningen er ærlig og dybtfølt med et tydeligt afsæt i det gennemtænkte og særdeles veludførte guitarspil – hvilket bla. er ført til titler som “Årets Danske Sangskriver 2013” v. Akustikkens Sangskriverkonkurrence i Aarhus og “Årets Nordjyske Sangskriver 2013” v. Band Battle på Skråen i Aalborg.