SPOT Royal er navnet på en række koncerter med nyere dansk musik, der henover sommeren præsenteres fra den nye SPOT scene ved Immervad, overfor Den spanske Trappe.
SPOT Royal giver nu borgere, byens gæster og turister en koncertscene, hvor de kan opleve spændende nyere musik fra – ikke blot Aarhus, men hele landet på fastlagte lørdage i løbet af sommeren.
Den 12. august fra kl. 14-16 kan man opleve neo-soul fra Kentaur og det unge sangskriver-talent Nicklas Sahl.
Kentaur
Kentaurs unikke væsen udspringer af samspillet mellem vokalist Marc Bjørn Roland, producer Mikkel Juul Jensen og producer Søren Stenager. Det danske band præsenterer en neo-soul, der genlyder af deres tidlige kærlighed til 70’erne og 80’ernes R’n’B, og så er den grundlagt på en klar vision om at inkludere lytteren.
Kentaur sigter ikke efter at ride på tidens bølge. De søger de eksistentielle dybder og holder et fordomsfrit blik rettet imod horisontens uendelige gåder.
Trioen skriver, arrangerer og orkestrerer sangene med inspiration i 80’ernes typiske indspilningsstil, hvor liveoptagelser blev formet af en produceret superstruktur. Men det ubestridte omdrejningspunkt i Kentaurs dragende kompositioner er Marcs ekspressive, rolige vokal.
Nicklas Sahl
Den 20-årige sanger, sangskriver og guitarist, Nicklas Sahl, har altid haft musikken som sin store passion, og det har i de senere år bl.a. resulteret i en koncert på et udsolgt Bremen Teater, en gæsteoptræden side om side med Mads Langer på Grøn Koncert i Århus foran mere end 30.000 publikummer og senest en række koncerter som opvarmning for Ida Corr. Nicklas Sahls musik er en kombination af insisterende popmelodier og en personlig, velovervejet lyrik, samt en nerve og melankoli, inspireret af genrer som Soul, Folk og Singer/Songwriter.