Ekstraordinær koncert torsdag 4. maj på SPOT Royal-scenen – midt i Aarhus Å
Lowly spiller den første koncert på årets SPOT, når de åbner festivalen med en unik koncert på SPOT Royal-scenen midt i Aarhus Å. Med sig på scenen har de 25 sangere fra Det Jyske Musikkonservatoriums Kammerkor.
Lowly er historien om et aarhusiansk band, der ved hårdt arbejde og kunstnerisk kompromisløshed er kommet tæt på målet om et internationalt gennembrud. I februar udkom deres debutplade på det internationalt anerkendte pladeselskab Bella Union. Et selskab der også udgiver navne som Beach House osv.
SPOT har som mål at understøtte de optrædende bands og solister i kunstnerisk og kommerciel udvikling, og som del af arbejdet med det kunstneriske udtryk har åbningskoncerterne også tidligere været ambitiøse præsentationer. Lowly har i hele bandets karriere arbejdet med at udfordre koncertformatet – senest ved et samarbejde med CPH PHIL i sidstnævntes koncertrække ”60 MINs of”.
Samarbejdet med Det Jyske Musikkonservatoriums Kammerkor er kommet i stand i forbindelse med åbningskoncerten, og om samarbejdet siger Lowly: ”Vi har været så heldige at få lov til at spille meget forskellige koncerter de sidste tre år på SPOT: Først med tegnsprogstolke. Så med kæmpe lys/skygge-show af Jacob Kvist. Og i år præsenterer vi vores musik med et kammerkor med 25 sangere. Det er vi meget glade for. Det er en mulighed for at opleve vores musik på en helt ny måde – ikke bare for publikum, men også for os selv.”
Hos SPOT er programchef Esben Marcher spændt på at opleve koncerten: ”SPOT skal både fremme musikernes kommercielle potentiale og inspirere til at tænke i nye kunstneriske baner. Lowly har tidligere udfordret rammerne på SPOT, og at vi i år kan præsentere dem med kammerkor ved vores åbning – og dermed udforske rammerne yderligere – er helt ideelt. På SPOT Royal-scenen vil alle forbipasserende altså få en lille smagsprøve på SPOT – inden vi følger det op lørdag 6. maj med musik på Å-scenen hele eftermiddagen. I et år hvor Aarhus er Europæisk Kulturhovedstad, er vi stolte over at være tilstede i hele byen med ny musik”.
Koncerten præsenteres i samarbejde med Magasin.