SPOT sætter fokus på nye brydninger og trends inden for alle rytmiske genrer og præsenterer både danske og nordiske artister. Formålet med festivalen er at understøtte kreativ og kommerciel udvikling for de optrædende.
SPOT opfordrer alle bands, solister, producere osv. med potentiale og ambitioner til ansøge om at præsentere en showcase. Fokus for en potentiel showcase på SPOT bør være videre udviklingen for ansøgeren.

Ansøgningsperioden for SPOT 2017 er slut – vi åbner op for ansøgninger til SPOT 2018 i efteråret 2017.

Programmet for festivalen sammensættes dels ud fra de ansøgere, som årets lyttejury udvælger, og dels gennem valg af bands og solister, som er med til at tegne den aktuelle danske og nordiske musikscene. Det endelige program fastlægges af SPOT.
Festivalen fokusere på at afspejle de nye musikalske strømninger, men programsætter også ud fra internationale interesse og efterspørgsel. Af samme grund vil en evt. tidligere optræden på SPOT ikke være ensbetydende med diskvalifikation for ansøgere.
Det er SPOT’s overordnede formål at støtte den rytmiske kvalitetsmusik på både nationale og internationale markeder med showcase-koncerter o.l. og gennem styrkelse af de internationale faglige og kulturelle netværk.

Musikprofil
ROSA – Dansk Rock Samråd, der har udviklet og produceret SPOT konceptet i over 20 år, ser først og fremmest SPOT Festivalen som et redskab blandt flere til formidling af nyere dansk musik lokalt, nationalt såvel som internationalt.
Formålet er at sikre det danske musikpotentiale den størst mulige synlighed overfor interesserede købere og formidlere.
Et delmål er at stimulere den danske musikscenes kunstneriske og erhvervsmæssige udviklingsmuligheder, og således skal SPOT Festival skal være en trædesten på vejen – ikke et mål i sig selv.

Vi har valgt at forfølge mål og målsætning gennem en bred vifte af formidlingsmetoder, der også gælder udvælgelsesprocedurerne til de enkelte års repertoire.

Dermed opnår vi en solid bredde og diversitet i programmet. Hvilket vi ser som en kvalitet – ikke mindst fordi SPOT Festival derigennem bidrager til at sætte fokus på bredden i kvaliteten på den danske musikscene.
Vi erkender, at vi dermed skaber en vanskeligere – og i nogles øjne –diffus programprofil.

I praktikken har vi valgt at sammensætte programmet via konkrete ansøgningsprocedurer og gennem samarbejder med en lang række af musiklivets aktører.
Vi ønsker, at der hvert år skal være omkring 50 % debutanter på programmet – men vi ønsker også, at der skal være plads til artister og bands, som arbejder seriøst med deres karriere over et langt forløb, ligesom vi ønsker at udvikle nye koncertformer og samarbejdskonstellationer.

Vi nedsætter hvert år en ny lyttejury for at sikre en vis friskhed i bedømmelsen af debutantansøgninger fra år til år
Ved udvælgelsen af gengangere eller bands, som af nogle kan anses for etablerede, (i praksis et meget relativt begreb) er hovedkriterierne, at der er nogle klare ambitioner i og omkring bandet og at der fra gang til gang leveres delvist eller helt nyt materiale.

Vi ser naturligvis også på, hvilken efterspørgsel på artisten, vi selv er vidende om eller får dokumenteret.

Det er ROSA og SPOT Festivals klare formidlings filosofi at vi generelt tager afsæt i den konkrete internationale efterspørgsel end i det enkelte bands egne ønsker og drømme. I praksis vil der dog ofte være et klart sammenfald i parternes interesser.

SPOT har som sådan ikke nogen smag og vi søger ikke efter en vinder.
Med det internationale fokus støtter vi op om alle seriøse artister, komponister og musikere – fra avantgarde til ren pop.
SPOT forsøger at ”spotte sin samtid” og forandrer derfor løbende sin profil og vi ønsker at tage chancer på miljøernes vegne – også hvor det måske ikke altid er ”politisk korrekt” i alle miljøer.

Nogle vil mene, at SPOT skulle have en mere entydig musikprofil, men dansk musikliv er en stor, men ikke eentydig størrelse, hvilket vi forsøger at spejle.